Tusindvis af demonstranter i USA: Fjern knæet fra vores hals

    Tusindvis af mennesker er fredag samlet til en demonstration i Washington, hvor de under sloganet “Fjern knæet fra vores hals” kræver et opgør med racisme og politivold i USA.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    USA har været præget af store protester mod racisme, siden den sorte mand George Floyd i maj blev kvalt, mens en politimand pressede sit knæ mod hans hals.

    Fredagens demonstration markerer samtidig 57-årsdagen for borgerrettighedsforkæmper Martin Luther Kings historiske “I Have a Dream”-tale.

    I talen fra 1963 drømte King om en fremtid, hvor hans børn “ikke ville blive dømt på farven på deres hud, men på deres karakter”.

    Borgerrettighedsforkæmperens søn, Martin Luther King III, gik fredag på talerstolen ved Lincoln Memorial foran den store forsamling.

    Her opfordrede han til, at amerikanerne ved præsidentvalget i november stemmer “for at beskytte den frihed, som tidligere generationer har kæmpet så hårdt for at vinde”.

    – Der er et knæ presset mod demokratiets hals, og vores nation kan kun leve i en vis tid uden frihedens ilt, sagde han ifølge nyhedsbureauet dpa.

    /ritzau/