Chefen for russisk antidopingagentur er fyret

    Chefen for Ruslands Antidopingagentur (Rusada), Yuri Ganus, er blevet fyret.

    Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass og Reuters.

    Et flertal af Rusadas medlemmer stemte fredag for at afskedige chefen, der har været kritisk over for regeringens antidopingarbejde. Det skriver Tass.

    Ganus har vakt opsigt med sine udmeldinger om landets store dopingskandale i sin stilling som Ruslands førende dopingbekæmper.

    Han har blandt andet opfordret den russiske præsident, Vladimir Putin, til at komme mere på banen.

    /ritzau/