Yngre mand anholdt for drabsforsøg i Horsens

    En 28-årig mand fra Horsens sigtes for drabsforsøg og fremstilles i et grundlovsforhør i Retten i Horsens fredag klokken 14.

    Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Drabsforsøget blev begået torsdag i en lejlighed i Horsens.

    Her blev en 62-årig mand stukket med en kniv i hovedet.

    – De to personer har en relation til hinanden, lyder det fra politiet.

    Offeret er blevet behandlet for sine skader og er uden for livsfare.

    Den 28-årige blev anholdt torsdag klokken 15.30.

    Anklageren i sagen vil anmode om, at grundlovsforhøret fredag eftermiddag afholdes for lukkede døre.

    /ritzau/