En 38-årig rugemor bør idømmes mindst to års ubetinget fængsel for groft bedrageri ved at have udnyttet tre barnløse pars inderlige ønske om at blive forældre.
Det mener specialanklager Anja Liin.
– Det er utroligt planlagt, og det er gennemført med en sjælden grad af kynisme, siger hun fredag i Retten i Roskilde.
Ifølge anklagemyndigheden har kvinden svindlet de tre par for samlet 459.000 kroner.
Svindlen skulle være foregået ved, at parrene har betalt udgifterne for fertilitetsbehandlinger, som rugemoren har været igennem.
Men hun havde ingen intention om at give eventuelle børn fra sig efter fødslen, og hun har fået udbetalt mere, end hvad behandlinger reelt har kostet, mener Anja Liin.
Kvinden har selv nægtet sig skyldig i anklagerne, der også omfatter groft bedrageri af et forsikringsselskab samt dokumentfalsk.
Rasmus Sølberg er forsvarer for kvinden, og han kræver hende frikendt for samtlige anklager.
– Anklagemyndigheden skal bevise min klients onde hensigt, og det har de ikke gjort, siger han fredag i retten.
Her beder han samtidig retsformand Poul Hald Andersen og de to domsmænd om at lægge alle følelser til side i dommen.
– Det er ikke en sag om at bedrage nogen for sine børn, men det er en sag om at bedrage nogen for penge, siger han.
/ritzau/











