USA’s præsident, Donald Trump, forsøger en svær balancegang, når han både skal agere præsident og udfordrer.
Det er analysen fra Peter Kurrild-Klitgaard, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
– De fleste præsidenter holder sig strengt til at skælde ud på modstanderen og fortælle, hvor godt det er gået.
– Det Trump gjorde var, at han af og til lød mere som om, han var udfordreren. Der er jo nogle ting, der ikke går super godt i USA for tiden, siger Peter Kurrild-Klitgaard.
USA har været hårdt ramt af coronapandemien. Landet har flere end 5,8 millioner bekræftede smittetilfælde og 180.000 dødsfald med covid-19.
Landet har også været plaget af store uroligheder i forbindelse med demonstrationer mod politivold mod sorte i landet.
Selv hvis præsidenten ikke skyder skylden på demokraterne, fortæller han i hvert fald klart, at tingene bliver værre, hvis de kommer til magten, forklarer Peter Kurrild-Klitgaard.
Og det er en svær balancegang, som præsidenten har bevæget sig ud i.
– Han kan ikke rigtig være “anti-establishment”, men han prøver både at være den, der har opnået gode resultater og den, der løber mod status quo i andre henseender, siger Peter Kurrild-Klitgaard.
Torsdag nat dansk tid talte Donald Trump ved Republikanernes nationale konvent, efter at han officielt havde accepteret nomineringen som partiets præsidentkandidat.
Her langede han især ud efter modkandidaten, Joe Biden, som han kaldte en “ødelægger af amerikansk storhed”.
Der er amerikansk præsidentvalg 3. november 2020.
/ritzau/











