Der er sket en alvorlig trafikulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse torsdag middag. Her er en personbil og et bjærgningskøretøj kørt frontalt ind i hinanden.
Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter.
Politiet modtog klokken 12.35 en anmeldelse om ulykken, der er sket mellem Isterødvejen og Frederiksværksgade.
Føreren af personbilen har mistet livet i forbindelse med sammenstødet. Personens pårørende er endnu ikke underrettet om ulykken.
Efter ulykken blev vejen spærret i begge retninger, og den var stadig lukket kort før klokken 14. Bilister opfordres derfor til at køre ad andre veje.
Nordsjællands Politi beder bilisterne, der holder i kø på vejen, om at overholde færdselsloven.
– Der har været flere tilfælde, hvor bilister er vendt om og kørt mod færdselsretningen. Dette skaber farlige situationer, advarer politiet.
/ritzau/











