Grundfos’ overskud er halveret under coronaudbrud

    Udbruddet af coronavirus har sat sit præg på resultatet hos pumpevirksomheden Grundfos, hvor omsætning og overskud er gået ned i første halvdel af 2020.

    Det skriver flere medier – herunder Børsen og erhvervsmediet Finans.

    Grundfos’ omsætning er faldet med knap en milliard kroner til 12,3 milliarder kroner i første halvår.

    Overskuddet lander på 756 millioner kroner, hvilket er cirka det halve af sidste års resultat.

    På ledelsesgangen er administrerende direktør Mads Nipper tilfreds med resultatet, selv om der er tilbagegang.

    – Den 12. marts ville jeg have givet både vitale organer og højre og venstre arm for det her resultat, siger Mads Nipper til Børsen med henvisning til den dag i marts, hvor Danmark lukkede ned.

    Han peger på, at Grundfos har oplevet mindre tilbagegang end flere af koncernens konkurrenter – herunder amerikanske Xylem.

    Mads Nipper fortæller til erhvervsmediet Finans, at alle globale markeder har været betydeligt påvirket af udbruddet i løbet af 2020.

    Pumper fra Grundfos bliver brugt overalt i industrien samt i erhvervs- og boligejendomme.

    Det kan for eksempel være til varme og aircondition, vandforsyning og rensning af spildevand.

    Grundfos har 19.000 ansatte på verdensplan. Hovedsædet er i Bjerringbro.

    Koncernen er ejet af Poul Due Jensens Fond, som ejer 88,1 procent aktierne. Poul Due Jensen grundlagde Grundfos i 1945.

    Resten af Grundfos ejes af efterkommerne til Poul Due Jensen, mens de ansatte i pumpevirksomheden også har en mindre del.

    /ritzau/