Rusland siger det indleder undersøgelse af Navalnyjs sygdom

    Ruslands indenrigsministerium oplyser torsdag, at det har iværksat en undersøgelse af, hvad der har gjort oppositionslederen Aleksej Navalnyj syg.

    Navalnyjs tilhængere er ikke i tvivl: De mener, at det russiske styre har forgiftet ham ved at hælde et farligt stof i hans te.

    En påstand som Kreml tidligere har nægtet kategorisk, skriver AFP.

    Den 44-årige Navalnyj blev syg under en flyvning fra Tomsk i Sibirien mod Moskva. Flyet måtte lande i Omsk, hvor han blev indlagt på hospitalet.

    I weekenden blev han med et ambulancefly fløjet til den tyske hovedstad, Berlin, for at komme under behandling.

    Transportpolitiet i Sibirien, der er underlagt indenrigsministeriet, siger, at det har indledt en “forundersøgelse” af, hvad der gjorde Navalnyj syg sidste torsdag.

    Det oplyser, at det har undersøgt det hotelværelse, hvor Navalnyj boede i Tomsk, og de ruter han fulgte i byen. Man har også analyseret overvågningsvideoer i området.

    Den russiske oppositionspolitiker har i en uge været anbragt i kunstig koma. Lægerne på hospitalet Charité i Berlin modsiger de russiske læger og siger, at de har fundet tegn på, at Navalnyj blev forgiftet.

    En række kilder siger til avisen Financial Times, at myndighederne ikke kan være i tvivl om, hvad Navalnyj foretog sig i Tomsk. For ligegyldigt hvor han har bevæget sig rundt i Rusland, har en hale af folk fra det hemmelige politi fulgt efter ham 24 timer i døgnet.

    Det er en overvågning, der også rammer hans kone, Julia, og hans to børn.

    Avisen skriver, at tre personer med elefanthuer holdt vagt døgnet rundt foran den hospitalsstue, hvor Navalnyj var indlagt i Omsk. Det var ikke tilhængere, men efter alt at dømme folk fra Ruslands hemmelige tjeneste FSB.

    /ritzau/