Landstræner Kasper Hjulmand udtog mandag sin første trup som dansk landstræner. Torsdag lavede han så sin første udskiftning i truppen.
Bolognas Andreas Skov Olsen er kommet senere i gang med træningen i Italien end forventet.
Derfor har Hjulmand valgt at sende ham ned på U21-landsholdet, mens Hoffenheims Jacob Bruun Larsen hives den anden vej.
Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.
– Som omtalt på pressemødet er der i disse uger mange uforudsete elementer i spil, hvor mange spillere knapt er gået i gang med optræning til ny sæson, siger Kasper Hjulmand til dbu.dk.
– Vi glæder os til at se Jacob, der er langt i sin sæsonforberedelse og er klar til at vise, hvad han kan på herrelandsholdet.
– Andreas kommer hjem til U21-landsholdet, som han kender rigtigt godt og hvor han kan komme i gang progressivt og i et kendt miljø.
20-årige Andreas Skov Olsen var en af de få kaniner, Hjulmand havde med i hatten mandag.
De to har en fælles fortid i FC Nordsjælland, hvor Hjulmand var træneren, som gav den unge angriber chancen på klubbens bedste mandskab, hvor han hurtigt slog igennem.
Selv om Skov Olsen røg til Serie A-klubben Bologna og har været en stor profil på U21-landsholdet i mere end et år, har han endnu aldrig været udtaget til A-landsholdet.
Han har dog forståelse for Hjulmands valg, siger han til DBU’s hjemmeside.
– Jeg har været meget stolt over at skulle være en del af herrelandsholdet. Nu glæder jeg mig til at spille med alle holdkammeraterne på U21-landsholdet og vil kæmpe for at få chancen igen for herrelandsholdet.
– Det har været en god dialog med Kasper Hjulmand, og jeg er stolt over at spille for et land, der tager hensyn og tænker i helheder, siger han.
Jacob Bruun Larsen har tidligere været inde omkring A-landsholdet. Hans hidtil eneste kamp var i 2019 i en testkamp mod Kosovo.
Både Bruun Larsen og Skov Olsen var en del af det danske U21-landshold ved slutrunden i Italien sidste år.
/ritzau/











