Norge gør Tyskland og Liechtenstein til røde zoner og fraråder dermed alle ikke-nødvendige rejser dertil.
Det oplyser det norske udenrigsministerium onsdag aften i en pressemeddelelse.
Samtidig frarådes også alle ikke-nødvendige rejser til de svenske regioner Kalmar og Västerbotten.
Rejsevejledningerne ændres på baggrund af anbefalinger fra Norges sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet, som følger udviklingen af coronavirus i Europa.
Alle, der rejser ind i Norge fra disse lande og regioner efter midnat til den 29. august, skal derfor i ti dages karantæne.
Derudover understreges det, at det er “meget vigtigt”, at man lader sig teste for coronavirus, når man vender hjem fra de frarådede områder. Især hvis man oplever symptomer.
I forvejen fraråder de norske myndigheder rejser til en lang række lande. Eksempelvis Storbritannien, Holland, Spanien og Østrig.
Og i Danmark fraråder Norge ikke-nødvendige rejser til Region Sjælland, Region Hovedstaden og Region Midtjylland.
Danmark har dog ikke valgt at fraråde turistrejser til Norge. I stedet lyder det, at man bør være ekstra forsigtig.
Eksempelvis opfordrer det danske udenrigsministerium til, at man ved rejser til Norge medbringer dokumentation på, hvor i Danmark man har bopæl. Det kan eksempelvis være det gule sygesikringsbevis.
Norges ændrede rejsevejledning for Tyskland kommer, efter at antallet af nye daglige smittetilfælde er steget i landet.
Ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University har Tyskland det seneste døgn registreret over 1400 nye smittede med coronavirus.
De seneste 14 dage er der blevet registreret omkring ti smittede med coronavirus per 100.000 indbyggere i Tyskland om ugen. Det viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC) torsdag.
Dermed er Tyskland ikke umiddelbart i nærheden af at blive lukket land for danske turister. De danske myndigheder fraråder først unødvendige rejser, når et land kommer over 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen.
/ritzau/











