Ugandas ambassadør i Danmark, Nimisha Madhvani, er blevet kaldt hjem til Uganda. Det samme er hendes næstkommanderende og to andre ansatte på ambassaden.
Det sker, efter at der er blevet rejst mistanke om, at de har forsøgt at svindle med statslige midler.
Det skriver DR, der desuden citerer flere lokale medier i Uganda samt nyhedsbureauet AFP.
Mandag kom det ugandiske medie Daily Monitor i besiddelse af en optagelse fra et møde via Zoom.
På optagelsen aftaler diplomaterne angiveligt, at de selv vil benytte sig af ubrugte statsmidler.
– Lad os dele pengene en dag. De bør gemmes i et pengeskab, før revisorerne kommer, siger ambassadørens næstkommanderende ifølge DR.
Ifølge AFP er det angiveligt penge, der ellers var afsat til at hjælpe strandede statsborgere under pandemien, som diplomaterne havde planlagt at stikke i egen lomme.
Ugandas udenrigsministerium efterforsker sagen og har hjemkaldt de implicerede diplomater. Det oplyste ministeriet mandag i en pressemeddelelse.
Ministeriet understreger, at det tager afstand fra korruption og misbrug af offentlige midler. Afhængigt af efterforskningens resultater vil sagen kunne få flere konsekvenser, tilføjer Ugandas udenrigsministerium.
DR har spurgt det danske udenrigsministerium, hvordan Danmark bistår med efterforskningen af sagen, og hvad sagen betyder for de diplomatiske forbindelser til Uganda.
– Udenrigsministeriet kan bekræfte, at ugandiske diplomater til Danmark er blevet hjemkaldt. Ambassadøren opholdt sig allerede i Uganda, svarer ministeriet DR i en mail.
Derudover henviser ministeriet til pressemeddelelsen fra Ugandas udenrigsministerium.
/ritzau/











