Erdogan reagerer vredt på militærøvelse ved Cypern og Kreta

    Franskrigs regering meddeler, at det fra onsdag sammen med Grækenland og Cypern deltager i en tre dage lang militærøvelse i det østlige middelhav.

    Det sker på et tidspunkt, hvor der er øgede spændinger mellem Tyrkiet og Grækenland om retten til havområder. Det skriver Reuters og AFP.

    Der er fundet betydelige mængder af gas nær Cypern og den græske ø Kreta.

    Militærøvelsen er øjeblikkeligt blevet kommenteret af Tyrkiets præsident, Recep Recep Tayyip Erdogan

    Han advarer Grækenland mod at vælge “vejen til ødelæggelse” og siger, at han er klar til at gå hele vejen for at beskytte Tyrkiets interesser i Sortehavet, Ægæerhavet og Middelhavet.

    – Vi vil ikke gå på kompromis med, hvad der er vores. Vi er fast besluttet på at gøre alt, hvad der er nødvendigt.

    – Vi har ikke rettet vore øjne mod nogen andres territorium og interesser. Men vi vil ikke give indrømmelser på, det som er vores, siger han.

    Ifølge det franske forsvarsministerium deltager Frankrig med tre Rafale-kampfly og en fregat med en helikopter i den fælles militærøvelse.

    Fundet af gaslommer ud for Cypern og Kreta har sat et arbejde i gang med at udvinde gassen. Det har samtidig sat gang i de gamle spændinger mellem Grækenland og Tyrkiet.

    Det stod for alvor klart, da NATO-landet Tyrkiet 10. august sendte et undersøgelsesskib ledsaget af krigsskibe til de omstridte farvande.

    /ritzau/