Betonklods væltede og ramte piges hånd i skolegård i København

    En pige på ti år kom mandag middag til skade på Sortedamskolen i København, da et betonelement væltede og ramt hendes hånd.

    Uheldet skete i skolegården.

    Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Jess Voldager.

    Pigen fik kvæstelser i hånden og blev bragt til skadestuen sammen med sine forældre, der mødte op på skolen efter uheldet.

    Foruden ambulance og politibiler blev en brandbil fra Hovedstadens Beredskab sendt til Sortedamskolen, der ligger i Ryesgade på Østerbro.

    – Vores køretøj medbragte løftegrej, som skulle løfte betonelementet, fortæller operationschef Brian Eriksson fra Hovedstadens Beredskab.

    Ifølge hans oplysninger var det et fladt betonelement – tilsyneladende en bordplade – der væltede ned over den tiårige piges hånd.

    Elementet målte en meter i længden og bredden.

    – At dømme ud fra de billeder, jeg har fået fra stedet, var det en form for bordplade, der væltede ned og ramte barnet, siger Brian Eriksson.

    Anmeldelsen om uheldet blev modtaget kort før klokken 12.

    /ritzau/