Venstre: Man bør afvise alle udenlandske imamer


    Yderliggående imamer skal afvises ved grænsen, mener Socialdemokraterne, der foreslår et system, hvor Danmark og andre europæiske lande kan afvise imamer, der har talt imod demokrati eller opfodret til vold i andre lande.

    Men selv om ideen, som S-formand Mette Frederiksen introducerer i et interview med Berlingske, lyder god, så mener regeringspartiet Venstre, at en europæisk løsning på problemet med radikale imamer har for lange udsigter.

    – Mette Frederiksen taler om en europæisk løsning på radikale imamer, og det lyder jo godt, og det vil være skønt på sigt. Men jeg tror, at vi har brug for en mere reel dansk løsning på kort sigt, siger integrationsordfører Marcus Knuth (V).

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    – Derfor arbejder vi på en række konkrete tiltag fra dansk side, hvor vi ser på, hvad vi kan gøre for at imødegå de her radikale miljøer, både inden for straffeområdet, hvis de prædiker had, men også for at se på, hvor vi ellers kan ramme dem.

    – Det kunne for eksempel være med afsæt i nogle af de erfaringer, vi har fra bandemiljøet, hvor man også kigger på organisationernes økonomi, skatteforhold og tilladelser.

    Spørgsmål: Tror du, at man i praksis vil kunne afvise radikale imamer ved grænsen?

    – Jeg mener, at man bør gå videre end det, og se på, om vi kan afvise alle udenlandske imamer, der kommer til Danmark. Jeg siger ikke, at det kan lade sig gøre inden for den gældende lovgivning, men man bør undersøge det.

    – Hvis man først skal finde ud af, hvem der er en radikal imam, og hvem der ikke er det, så kræver det et endnu ikke eksisterende europæisk register, og det, tror jeg simpelthen, tager for lang tid. Vi har brug for nogle tiltag, der virker her og nu.

    /ritzau/