Mand blev påkørt af bil: 24-årig fængsles for drabsforsøg

    Den 17. juli blev en 31-årig mand påkørt af en bil og stukket med en kniv uden for en restaurant i Brabrand i det vestlige Aarhus.

    Østjyllands Politi har fundet frem til en af flere personer, som menes at stå bag det livsfarlige overfald.

    Manden er blevet anholdt og har tirsdag været fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Her har en dommer besluttet at varetægtsfængsle ham indtil den 11. september. Det skriver politiet på Twitter.

    Den anholdte – en 24-årig mand – sigtes for drabsforsøg og grov vold.

    Forbrydelsen menes at være sket i forening med flere medgerningsmænd.

    Hændelsen fandt sted forud for tre andre blodige sager på Aarhus-egnen.

    Ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus blev en 25-årig mand dræbt af to skud om aftenen den 22. juli. Dagen efter – i Brabrand – mistede en 42-årig mand livet, da han blev stukket med en kniv.

    Endelig blev en 22-årig mand den 6. august fundet dræbt af skud i en bil, der var parkeret i Vårkjærparken i Viby J.

    Der er foreløbig én sigtet i de tre drabssager. Det er en 40-årig mand fra København. Han blev 5. august varetægtsfængslet for det drab, der blev begået ved Jydsk Væddeløbsbane.

    /ritzau/