25-årig mand knivstukket i slagsmål ved skole i Aalborg

    Mandag kom to mænd i slagsmål ved HF & VUC Nord i Aalborg.

    Den ene mand på 20 år stak ifølge politiet den anden – en 25-årig mand – med en kniv. Den 25-årige slap med skrammer ved den ene albue. Han blev kørt på hospitalet.

    Det oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi Poul Fastergaard. Han fortæller, at den 20-årige ikke erkender overfaldet.

    – Det gør han ikke, men ud fra de vidner, vi har, er det rimelig godt fastlagt. Mange vidner har overværet det, siger vagtchefen.

    Ifølge Poul Fastergaard tyder det på, at de to mænd kendte hinanden i forvejen. Den 20-årige er blevet anholdt, og politiets jurister skal tage stilling til, om han skal varetægtsfængsles eller løslades igen.

    Rektor Lene Yding fra VUC fortalte tidligere mandag til Nordjyske, at hun ikke vidste, om nogle af de involverede var elever på skolen.

    – Vi ved ikke, om en eller flere af dem er elever hos os, sagde hun til mediet.

    Det kan politiets vagtchef heller ikke oplyse.

    Nordjyllands Politi oplyste tidligere mandag eftermiddag, at der er tale om et slagsmål, der formentlig udviklede sig til et knivstikkeri.

    – Politiet efterforsker lige nu en sag på Sporet nummer 8 i Aalborg. Der er tale om et slagsmål, der udvikler sig, formentlig til et knivstikkeri, skrev politiet på Twitter.

    /ritzau/