75-årig mand død under svømmetur på Sydals

    En 75-årig mand har lørdag mistet livet under en svømmetur på Sydals.

    Det skriver Ekstra Bladet, der har talt med vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Manden, der var fra lokalområdet, blev erklæret død på stedet.

    Man fik ham reddet op af vandet og forsøgte at genoplive ham uden held.

    – Det ser ud til, at han under en svømmetur var kommet i problemer. Vi ved ikke nærmere, hvad der er sket, siger vagtchef Bjørn Pedersen til Ekstra Bladet.

    Politiet fik anmeldelsen klokken 17.52. Den afdødes hustru var til stede under redningsaktionen.

    /ritzau/