En spiller fra den spanske fodboldklub FC Barcelona er blevet testet positiv for coronavirus. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Det fremgår ikke, hvem den smittede spiller er.
Barcelona skriver dog, at det er én af ni spillere, der torsdag stod til at tage hul på optakten til næste sæson. De ni spillere er Pedri, Trincão, Matheus Fernandes, Todibo, Wagué, Aleñá, Rafinha, Miranda og Oriol Busquets.
Det er dermed ikke nogen af de spillere, der er tiltænkt en rolle i Barcelonas kommende Champions League-kamp, der er smittet. Barcelona møder fredag den tyske storklub Bayern München i kvartfinalen.
Det er langtfra det første smittetilfælde i spansk fodbold. Også de andre storklubber Real Madrid og Atlético Madrid har haft smittetilfælde.
Spanien er et af de europæiske lande, der har været hårdest ramt af det verdensomspændende udbrud af coronavirus.
Over 325.000 personer er blevet registreret som smittet i Spanien, og over 28.000 smittede har mistet livet i landet. Det viser tal fra Johns Hopkins University.
Efter at have fået godt styr på udbruddet i juni, oplever Spanien for tiden igen stigende smittetal. Det fik i sidste uge blandt andet Udenrigsministeriet i Danmark til at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til Spanien.
Barcelona møder Bayern München fredag aften klokken 21. Kampen spilles i Lissabon som del af et særligt Champions League-format, hvor kvartfinaler, semifinaler og finale afgøres i enkelte knald eller fald-kampe.
/ritzau/











