Lande med stigende coronasmitte bør genindføre tiltag for at bremse smitten.
Sådan lyder opfordringen fra Det Europæiske Center for Forebyggelse og Kontrol af Sygdomme (ECDC) i en ny risikovurdering.
Centeret, der er et EU-agentur, advarer om, at der efter faldende coronasmitte nu ses en genopblussen flere steder i Europa.
Det kommer, efter at tiltag, der blev iværksat for at bremse smitten, gradvist er blevet hævet.
Den stigende smitte kan dog blive dæmpet, hvis passende tiltag genindføres, vurderes det.
– Lande, der nu ser en stigning i antallet af tilfælde, efter at de har hævet deres restriktioner efter en midlertidig forbedring i den epidemiologiske situation, bør overveje at genindføre udvalgte tiltag gennem en gradvis, trinvis og holdbar tilgang, lyder det i risikovurderingen.
ECDC advarer om, at risikoen for de lande, der ser flere smittede, men ikke indfører eller genindfører restriktioner er “meget høj”.
/ritzau/











