Skærpet opmærksomhed på coronaudbrud i yderligere fem byer

    Der er lige nu skærpet opmærksomhed på yderligere fem byer efter coronaudbrud.

    Der er foruden Aarhus og Ringsted tale om Silkeborg, Glostrup, Nyborg, Solrød og Sorø, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde mandag eftermiddag.

    – Ja, der er grund til bekymring, og der er ikke mindst grund til handling hurtigt, siger han.

    Ministeren fortæller, at der er over 20 smittede per 100.000 indbyggere i byerne.

    Omtrent halvdelen af de seneste syv dages smittetilfælde er fundet i Aarhus Kommune. Men også i Silkeborg vokser smitten altså.

    Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at der er 44 nye smittede per 100.000 i Silkeborg inden for de seneste syv døgn.

    – Udbruddet i Silkeborg hænger med meget stor sandsynlighed sammen med udbruddet i Aarhus. Der er en fælles smittekilde, siger konstitueret direktør Anette Lykke Petri.

    – I Silkeborg er det afgrænset, i Aarhus er smitten spredt i kommunen. Den er opstået til private fester, på arbejdspladser og så videre.

    På grund af smittespredningen udvides kravet fra Aarhus om at bruge mundbind i offentlig transport til også at gælde kommunerne Silkeborg, Horsens, Odder, Skanderborg og Favrskov.

    I Silkeborg anbefales det desuden at bære mundbind i indkøbscentre og supermarkeder.

    For resten af landet lyder det, at det anbefales, at man altid medbringer mundbind offentlig transport, så man kan tage det på, hvis det ikke kan lade sig gøre at holde den fornødne afstand. Men det er kun i de seks kommuner, der er et egentligt krav om at bruge det.

    Antallet af smittetilfælde med corona i Danmark er det seneste døgn steget med 76 personer. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

    Samlet har 14.815 personer været smittet i Danmark, siden det første tilfælde blev registreret i slutningen af februar.

    Ser man bort fra mandagens tal, har antallet af smittetilfælde generelt set været stigende de seneste uger, hvor der har været lokale udbrud i særligt Aarhus og Ringsted.

    /ritzau/