Læger spotter coronarelateret syndrom hos knap 600 børn i USA

    Næsten 600 børn i USA har været indlagt med et sjældent inflammatorisk syndrom med forbindelse til coronavirus.

    Tallene er indsamlet over en periode på fire måneder, mens coronaudbruddet har været på sit højeste i USA.

    Det oplyser det amerikanske center for sygdomsbekæmpelse, CDC.

    Der er tale om en såkaldt multisystemisk inflammatorisk tilstand, som kan give kawasakis syndrom – en febersygdom hos børn.

    Inflammation er betændelse og er kroppens reaktion på infektioner.

    Symptomerne på den sjældne tilstand inkluderer feber, udslet, hævede kirtler og i slemme tilfælde hjertemuskelbetændelse.

    De er blevet observeret hos børn og teenagere, omkring to til fire uger efter at deres covid-19-symptomer er begyndt.

    Med en stigning i antallet af covid-19-tilfælde i USA kan en stigning i antallet af børn og unge indlagt med syndromet måske ventes, melder CDC.

    Men det kan ske med en forsinkelse, da symptomerne typisk indfinder sig senere.

    I maj offentliggjorde CDC en rapport, som beskrev syndromet, hvorefter myndigheden bad læger om at melde tilbage om tilfælde.

    I perioden 2. marts til 18. juli har læger set i alt 570 tilfælde, hvoraf 10 er døde efter at have haft syndromet. Alle var testet positive for covid-19.

    /ritzau/Reuters