Efter modtagelse af en skriftlig bombetrussel er Retten i Næstved torsdag blevet evakueret, oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.
– Vi har klokken 08.20 modtaget en anmeldelse om en bombetrussel i Retten i Næstved. Retten er blevet evakueret, mens politiet gennemgår lokalerne, fortæller han.
Klokken 10.40 torsdag oplyser vicepolitiinspektøren, at undersøgelserne i den gamle garderhusarkaserne, hvor retten har til huse, fortsat er ved at blive undersøgt, men at man endnu ikke er stødt på nogen bombe.
Tirsdag i sidste uge modtog Retten i Glostrup en bombetrussel. Ved den lejlighed blev der spærret af ved bygningerne på Stationsparken i Glostrup, hvor Retten ligger.
Det viste sig at være en tom trussel.
/ritzau/











