Biden deltager ikke i Demokraternes partikonvent

    Joe Biden kommer ikke til at deltage i Demokraternes partikonvent i Milwauke, hvor han formelt skal kåres til sit partis præsidentkandidat.

    Det oplyser talsmænd for partiet i en pressemeddelelse. Meddelelsen kommer, efter at partikonventet 17.-20. august er blevet mere og mere nedtonet som følge af covid-19-pandemien.

    – Biden har ikke længere til hensigt at rejse til Milwaukee. Han vil i stedet tale til nationen og tage imod nomineringen fra sin hjemstat Delaware, hedder det.

    Partikonventet bliver dermed næsten totalt virtuelt.

    – Vi har lyttet til videnskaben, til lægerne og til samfundets sundhedseksperter. Vi har derfor løbende ændret vores planer for at beskytte menneskeliv, siger Tom Perez, som leder Det Demokrratiske Parti Nationale Komité.

    Den 77-årige Biden fører over præsident Donald Trump i meningsmålingerne.

    Det var ventet, at han i denne uge ville præsentere sin vicepræsidentkandidat, men dette er blevet udsat. Biden skal dog offentliggøre navnet på vicepræsidentkandidaten, inden Demokraternes partikonvent går i gang den 17. august.

    Biden har på forhånd lovet, at han vil vælge en kvinde som sin såkaldte “running mate”.

    En af favoritterne menes at være senator Kamala Harris. Hun stillede også op ved de demokratiske primærvalg, men trak sig tidligere på året. Ud over Harris menes tre andre senatorer at være under seriøs overvejelse. Det er Tammy Duckworth, Elizabeth Warren og Tammy Baldwin.

    En anden kandidat er den 66-årige Karen Bass, skriver nyhedsbureauet AP. Hun har siddet i Repræsentanternes Hus siden 2013. Forinden var hun medlem af den folkevalgte forsamling i Californien i seks år – de to sidste som flertalsleder og ordfører.

    /ritzau/AFP