Formstærke Roma napper sjette ligasejr på stribe


    Den italienske storklub AS Roma er for alvor kommet i gang i Serie A. Lørdag vandt romerne 3-1 ude over Empoli, hvilket var holdets sjette sejr i træk.

    Den sender Roma op på tredjepladsen, som dog kan vise sig at være til låns, hvis Fiorentina søndag slår Napoli.

    Roma har 53 point for 27 kampe, mens førende Juventus og Napoli har henholdsvis 58 og 57 for en kamp mindre.

    Angriberen Stephan El Shaarawy havde sin store fortjeneste i lørdagens sejr, da han både åbnede og lukkede scoringen.

    1-0-målet faldt allerede efter fem minutter, men et selvmål af Ervin Zukanovic hjalp Empoli tilbage i kampen efter 22 minutter.

    Men bare fem minutter senere sendte Miralem Pjanic atter Roma på vinderkurs. Med et kvarter tilbage cementerede El Shaarawy sejren.

    Mens det kører på skinner i Serie A, er Roma sværere stillet i Champions League, hvor ottendedelsfinalerne ligner endestationen. Roma tabte den første ottendedelsfinale hjemme til Real Madrid med 0-2.

    I den sene kamp i Serie A lørdag aften vandt Milan 1-0 hjemme over Torino, men Milano-klubben ligger fortsat nummer seks i tabellen.

    Sejrsmålet blev scoret af Luca Antonelli kort inden pausen. Han sparkede bolden resolut i nettet, da den dumpede ned til ham efter et hjørnespark.

    /ritzau/