Politi er massivt til stede ved Brøndby Nord Vej, hvor der er blevet affyret skud søndag aften.
Det bekræfter vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi kort inden midnat.
– Vi har fået en anmeldelse om skud derude fra området, og vi kan bekræfte, at der er affyret skud, men ingen personer er kommet til skade i den forbindelse, siger vagtchefen.
Politiet har afspærret et stort område omkring Brøndby Nord Vej og Brøndbyøster Station.
– Vi efterforsker lige nu og er i gang med at få samlet trådene, siger vagtchefen.
Han opfordrer desuden eventuelle vidner til at henvende sig til politiet.
Så sent som torsdag aften blev der affyret flere skud på Brøndby Nord Vej. Ingen blev ramt i den forbindelse.
/ritzau/











