Præsident Donald Trumps administration har torsdag sendt et hold føderale betjente fra landets grænsepoliti til Seattle i delstaten Washington.
Det skriver avisen New York Times natten til fredag dansk tid.
Betjentene skal stå standby, i tilfælde af at der bliver brug for at sætte dem ind i forbindelse med demonstrationer i byen.
Trump har tidligere meldt ud, at hans administration er klar til at bruge regeringens fulde magt for at beskytte føderal ejendom under de igangværende demonstrationer mod politivold og raceulighed i USA.
Indsættelsen af grænsepolitiet i Seattle minder om situationen i byen Portland.
Her har føderale betjente i ugevis opereret på gaden i forbindelse med demonstrationer i byen.
Det er selv om deres tilstedeværelse har fået hård kritik af lokalpolitikere og aktivister.
Betjentene har blandt andet fået kritik for at arbejde uden identifikationsskilte og for at anholde folk uden at oplyse en grund.
/ritzau/











