Michelin-restaurant på Bornholm ramt af brand

    En brand er torsdag aften brudt ud på restaurant Kadeau på Bornholm. Ingen personer er kommet til skade som følge af branden, der begyndte i en pizzaovn.

    – Branden er under kontrol, og der arbejdes i øjeblikket på noget efterslukning på restaurantens tag, siger Anders Knudsen, vagtchef ved Bornholms Politi, kort før klokken 23.

    Anmeldelsen om branden indløb lidt efter klokken 22, hvor der stadig befandt sig gæster på den kendte restaurant, der har en enkelt stjerne i Michelin-guiden.

    Politiet kan sent torsdag endnu ikke sige noget om omfanget af skader i bygningen som følge af branden.

    – Vi har endnu ikke overblik over det, fordi vi ikke har haft mulighed for at komme ind i bygningen, siger vagtchefen.

    – Men branden er under kontrol ifølge de seneste oplysninger, tilføjer han.

    /ritzau/