Mattels salg af Barbie-dukker steg under nedlukning

    Salget af Barbie-dukker pynter i den amerikanske legetøjskoncern Mattels regnskab for andet kvartal, som er offentliggjort torsdag aften dansk tid.

    Lukkede skoler i Nordamerika og i flere andre lande som følge af coronapandemien har holdt mange børn hjemme, og det har medvirket til at øge efterspørgslen på de ikoniske dukker.

    Salget af Barbie-dukker steg med syv procent til 199,3 millioner dollar.

    Salget af Uno-spillekort er også med til at hive omsætningen højere op end forventet af analytikere.

    I de tre måneder frem til 30. juni faldt Mattels omsætning med 15 procent til 732,1 million dollar i forhold til året før. Men det var stadig bedre end analytikernes forventninger, der i snit lød på knap 680 millioner dollar.

    Nettoresultatet endte på minus 109,2 millioner dollar. I samme periode året før havde Mattel et underskud på 108 millioner dollar. Som andre legetøjsfirmaer er det i de sidste måneder af året frem mod jul, at Mattel henter størstedelen af sit salg og sin indtjening.

    Mattel forventer de kommende måneder en forbedring i salget sammenlignet med første halvår af 2020.

    /ritzau/Reuters