Dommer lader tidligere Trump-advokat afsone straf hjemme

    USA’s præsident Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen bliver løsladt fra fængsel og skal vende tilbage i husarrest.

    Det har den føderale dommer Alvin Hellerstein afgjort torsdag.

    I maj blev Cohen sendt fra fængsel i husarrest. Det skyldtes udbruddet af coronavirus.

    Han vendte dog tilbage til fængsel 9. juli, da han ikke ville indvillige i betingelserne for sin husarrest.

    Blandt betingelserne var, at Cohen ikke måtte udgive sin bog om præsident Trump. Ligeledes måtte han ikke tale med nyhedsmedier eller skrive opslag på sociale medier.

    Dommer Alvin Hellerstein siger, at han aldrig før i sine 21 år som dommer har set betingelser, der hindrer en indsat i at tale med medierne.

    – Hvordan kan jeg tolke det som andet end gengæld?, lyder det fra dommeren.

    Cohen blev i 2018 dømt til tre års fængsel efter at have tilstået skattesvindel, at have løjet for Kongressen, og at han under valgkampen i 2016 betalte penge til to kvinder for at tie om deres påståede affærer med Trump.

    Med dommen kan Cohen fra fredag afsone resten af sin straf i sin lejlighed på Manhattan.

    /ritzau/Reuters