Rejsearrangør aflyser tur til Sunny Beach for 140 gæster

    Rejsearrangøren DUF-Rejser er pludselig blevet sendt på overarbejde, efter at Udenrigsministeriet torsdag har opdateret sine rejsevejledninger.

    Fra på lørdag frarådes alle ikke-nødvendige rejser til Bulgarien, hvor DUF-Rejser arrangerer ture til det populære festområde Sunny Beach.

    På grund af de nye rejsevejledninger er rejsearrangøren nødt til at aflyse turen for cirka 140 gæster, som skulle være fløjet til Sunny Beach onsdag i næste uge.

    – Dem er vi i fuld gang med at kontakte nu, i forhold til at deres rejse desværre er blevet aflyst, og at vi vil betale dem tilbage for deres rejse hurtigst muligt, siger Anders Marcuslund, der er direktør for DUF-Rejser.

    I forvejen har DUF-Rejser et andet hold på cirka 140 gæster i Bulgarien. De fløj fra Danmark onsdag i denne uge og skal være der en uge frem.

    For dem ændrer de nye rejsevejledninger ikke noget, fortæller direktøren.

    Udenrigsministeriets nye rejsevejledninger for Bulgarien kommer efter kritik fra flere politikere.

    De har været utilfredse med, at mange unge danskere er taget til eksempelvis Sunny Beach for at feste, tilsyneladende uden at tage væsentlige coronahensyn.

    Rejsevejledningen bliver justeret, fordi der i Bulgarien er registreret flere end 20 smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge. Kriteriet er en del af den danske model for, hvornår man mener, det er sundhedsmæssigt forsvarligt at rejse til et land.

    Selv om de ikke-nødvendige rejser frarådes, så er det ikke ulovligt for danskerne at tage afsted til Bulgarien.

    Men Udenrigsministeriet regner med, at danskerne vil følge vejledningen, fortæller Uffe Wolffhechel, der er ambassadør i Udenrigsministeriet.

    – Vi håber selvfølgelig, at danskerne følger vores rådgivning, som vi også har indtryk af. Vælger man ikke at gøre det, skal man i hvert fald sikre sig, at ens forsikring gælder, for ellers kan man komme i en meget, meget vanskelig situation, siger han.

    Har man allerede købt en flybillet til Bulgarien, råder Uffe Wolffhechel til, at man kontakter sit rejsebureau eller forsikringsselskab.

    Det er ikke nødvendigt at tage hjem, hvis man allerede er i Bulgarien.

    – Er man allerede i Bulgarien, så er vores råd, at man bliver, til ferien er slut, og når man kommer hjem, tager man en test.

    – Vi ændrede rejsevejledningen til Bulgarien grundet smittetallene, og derfor er der selvfølgelig endnu mere grund til at være forsigtig, siger han.

    /ritzau/