Bulgariens premierminister, Bojko Borissov, lover torsdag en ministerrokade, men slår samtidig fast at han fortsat vil stå i spidsen for regeringen.
Det sker i et forsøg på at lægge en dæmper på de seneste ugers voldsomme demonstrationer i landet.
Allerede i sidste uge bad han tre højtstående ministre om at gå af i et forsøg på at imødekomme demonstranternes krav.
Og denne uge ville den konservative premierminister så beslutte, om resten af regeringen skulle blive siddende frem til det planlagte valg i foråret 2021.
Torsdag lyder meldingen, at også en fjerde minister vil blive udskiftet, og at der vil blive gennemført en ministerrokade.
Borissov understreger, at han ikke vil trække sig, men at han til gengæld ikke vil genopstille ved næste valg.
Tusindvis af demonstranter har i de seneste uger været på gaden med krav om, at Borissov og Bulgariens statsanklager træder tilbage.
Demonstranterne anklager regeringen for korruption og mafialignende opførsel.
Onsdag blokerede demonstranterne syv store lyskryds i det hovedstaden, Sofia. Der er også blevet afholdt demonstrationer i flere andre byer i Bulgarien.
Protesterne har opbakning fra det socialistiske oppositionsparti og fra landets præsident, Rumen Radev, der har været yderst kritisk over for Borissov.
Både socialistpartiet og præsidenten har opfordret premierministeren til at træde tilbage, så der kan holdes nyvalg. Socialisterne har fremsat en mistillidserklæring i parlamentet.
Ifølge politiske analytikere var det ventet, at sidste uges fyringer af ministre ikke ville dulme vreden i befolkningen.
I stedet bliver premierministerens tiltag set som et muligt forsøg på at gøre partiet mere spiseligt for vælgerne forud for næste valg.
Borissov har været ved magten stort set uafbrudt siden 2009. Den nuværende regering er hans tredje.
/ritzau/AFP











