De borgerlige partier er tilsyneladende endnu ikke blevet enige om en tillægsaftale til den landbrugspakke, der har udløst en regeringskrise og efter alt at dømme kommer til at koste miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet senest på onsdag.
De borgerlige partiledere forlod torsdag aften kort før midnat Marienborg.
Ingen af dem havde kommentarer, da de forlod statsministerens embedsbolig, skriver dr.dk.
Striden om, hvorvidt ministeren har præsenteret Folketinget for misvisende tal, eskalerede voldsomt tirsdag, hvor De Konservative ud på aftenen meldte ud, at partiet ikke længere har tillid til Kjer.
Normalt ville en sådan melding fra en regerings parlamentariske grundlag få ministeren til at trække sig, men sådan ønskede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke, at det skulle gå.
I stedet sendte han en besked ud på de sociale medier, der indikerede, at han satte regeringens liv ind på at redde Kjer.
Efter flere krisemøder i Statsministeriet forsøgte parterne torsdag aften at forhandle sig frem til en tillægsaftale, der kan forbedre miljøpåvirkningen af den del af landbrugspakken, som De Konservative trods mistilliden til ministeren, var med til at stemme igennem torsdag.
Men De Konservative har flere gange slået fast, at uanset resultatet kan Kjer efter partiets mening ikke blive siddende.
– Der kan ske meget inden på onsdag. Men det ændrer ikke vores holdning til ministeren. Vi har ikke tillid til miljø- og fødevareministeren efter det forløb, der har været, sagde partiformand Søren Pape Poulsen (K) før mødet på Marienborg.
Onsdag bliver efter alt at dømme skæbnedag for Eva Kjer. Her skal Folketinget stemme om et mistillidsvotum til ministeren. De Konservative har erklæret, at partiet stemmer sammen med oppositionen.
Sker det, vil det være første gang, at Folketinget på denne måde afsætter en menig minister. Hidtil har ministre i Kjers situation selv valgt at trække sig eller er blevet fyret af regeringschefen.
Det er uvist, hvor meget ministerens fremtid er blevet diskuteret på Marienborg torsdag aften. Ifølge DR’s kilder er det dog primært tillægspakken, der er blevet forhandlet om i det syv timer lange møde.
/ritzau/