En 42-årig mand er tidlig torsdag morgen dræbt af knivstik i Brabrand ved Aarhus. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Klokken 03.48 modtog politiet en anmeldelse om, at flere var ramt af knivstik på parkeringspladsen ved Lenesvej.
– Politi og ambulancer kom hurtigt til stedet og fandt en 42-årig mand ramt af flere knivstik.
– Betjentene og reddere ydede livreddende førstehjælp, men den 42-årige blev kort tid efter erklæret død. Yderligere to personer er ramt af knivstik og modtager behandling, skriver politiet.
Politiet er massivt til stede og forventer at være det i længere tid. Østjyllands Politi skriver, at man ikke kan sige noget om motiv eller andre omstændigheder.
Onsdag aften blev en 25-årig mand dræbt af skud ved travbanen i Aarhus.
– Klokken 19.10 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person var ramt af skud på p-pladsen ved Observatorievej i Aarhus.
– Politi og ambulancer kom hurtigt til stedet og kunne konstatere, at en 25-årig mand var skuddræbt, skrev Østjyllands Politi omkring klokken halv elleve onsdag aften.
I forbindelse med efterforskningen af skuddrabet var et større område ved travbanen i Aarhus afspærret.
– Der pågår i øjeblikket en intensiv efterforskning og undersøgelse af gerningsstedet. Vi forventer at være på stedet resten af natten, skrev Østjyllands Politi.
/ritzau/











