FCM-back har aldrig været så tæt på at græde efter kamp


    FC Midtjyllands højre back André Rømer havde en svær aften på Old Trafford i Europa League mod Manchester United. Gang på gang blev højrebacken snydt af en veloplagt Memphis Depay, og Rømer rundede af med at få rødt kort for et frustrationsfrispark.

    1-5-nederlaget har også sat sine spor hos forsvarsspilleren.

    – Jeg har aldrig været så tæt på at græde efter en kamp, som jeg var i dag. Jeg er helt nede, og det bliver nok heller ikke den bedste nattesøvn, siger André Rømer.

    – Det bliver desværre en kamp, jeg sent vil glemme.

    I det første opgør på MCH Arena i sidste uge havde backen ellers nogenlunde tag i Memphis Depay, men denne uges udgave af Depay var Rømers hårdeste modstander i karrieren.

    – Som Memphis Depay spiller i dag, så var det den bedste spiller, jeg nogensinde har spillet over for. Han kan lidt af det hele. Han går både lidt ud i banen og lidt ind i banen, og da jeg gik op på ham, så var han god til at vende af på mig.

    – Og så har han selvfølgelig en speed, jeg i hvert fald ikke kan matche.

    – Han var helt klart bedre end i den første kamp. I dag forsøgte han nogle andre lidt lækrere ting og lykkedes med det, samtidig med at jeg manglede en meter eller to i forhold til i Herning, siger André Rømer.

    Han ville gerne have haft mere hjælp til at håndtere Depay, men det skal ikke være en forklaring på problemerne med hollænderen.

    – Jeg ville gerne have haft noget opbakning, men når man bliver sat gang på gang, så er det svært at klandre ens holdkammerater for noget som helst, siger Rømer.

    Depay scorede kampens sidste mål. Det var kort efter, at Rømer var blevet smidt ud.

    – Det røde kort var et udtryk for frustration, helt klart. Det var et ligegyldigt andet gult kort at få. Hvis man endelig skal have sådan et, så skal man have manden med ned. Så det var fuldstændig unødvendigt, siger Rømer.

    /ritzau/