Macron efter EU-aftale: Det er en historisk dag for Europa

    Aftalen om en EU-genopretningsfond og et syvårigt budget er stor nok til at imødegå de udfordringer, som coronakrisen har skabt.

    Sådan lyder det fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, efter at EU tirsdag morgen er nået frem til en aftale om, hvordan 13.580 milliarder kroner skal bruges de næste syv år.

    Macron medgiver dog, at forhandlingerne har været lange og svære.

    – Det har været nødvendigt at give indrømmelser for at overtale medlemslande, der stod i vejen for en aftale, forklarer han.

    Ikke desto mindre leverer landene en genopretningsplan, som er stor nok til at være effektiv, mener han.

    – Der findes ikke nogen perfekt verden, men vi har gjort fremskridt, siger han ved et pressemøde.

    I et tweet kort forinden kaldte Macron det for “en historisk dag for Europa”.

    Efter mødet står det klart, at de sydeuropæiske lande fik de milliardtilskud efter coronakrisen, som de har ført kampagne for siden marts.

    Men samtidig lykkedes det også de fem sparelande, hvoraf Danmark er et af dem, at få forhandlet andelen af tilskud ned.

    /ritzau/Reuters