Det tidligere spanske mesterhold Deportivo La Coruña rykker ned i landets tredje division.
Det er en realitet efter mandagens sidste spillerunde i den næstbedste række, hvor to af de andre hold i bundstriden vandt.
Deportivo La Corunas eget opgør blev kort tid før kampstart aflyst, efter at et uoplyst antal spillere fra modstanderen Fuenlabrada havde testet positiv for coronavirus.
Kampen er udskudt til 30. juli, men selv en sejr kan ikke forhindre Deportivo La Corunas nedrykning. Den kommer, 20 år efter at klubben opnåede sin største triumf ved for første og hidtil eneste gang at vinde det spanske mesterskab.
De øvrige nedrykkere fra den næstbedste række er Numancia, Extremadura og Racing Santander.
/ritzau/











