Sverige registrerer yderligere 20 coronadødsfald

    Der er registreret yderligere 20 døde med coronavirus i Sverige siden den seneste opgørelse fredag.

    Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, mandag.

    Dermed er der konstateret i alt 5639 coronadødsfald i landet.

    78.048 personer er bekræftet smittede med coronavirus. Det er en stigning på 767 siden fredag.

    Størstedelen af de smittede er kvinder. Således er 45.747 kvinder blevet testet positive for coronavirus, mens tallet for mænd er 32.301.

    Der er imidlertid registreret flest coronadødsfald blandt mændene. 3084 mænd er døde med coronavirus i Sverige mod 2555 kvinder, viser tallene fra Folkhälsomyndigheten.

    /ritzau/