Saudi-Arabiens 84-årige konge er indlagt på hospitalet

    Saudi-Arabiens kong Salman er blevet indlagt på et hospital i landets hovedstad, Riyadh.

    Det oplyser hoffet mandag i en meddelelse offentliggjort af Saudi-Arabiens officielle nyhedsbureau, Saudi Press Agency.

    Den 84-årige konge af oliestaten skal være indlagt med en betændelse i galdeblæren.

    Kong Salman blev “indlagt i dag på Kong Faisal specialisthospital i Riyadh til nogle lægetjek på grund af galdeblærebetændelse”, oplyser hoffet i meddelelsen.

    Der er ikke yderligere detaljer om kong Salmans tilstand.

    Det er sjældent, at Saudi-Arabien oplyser om kong Salmans helbredstilstand. Han har regeret den arabiske verdens største økonomi siden 2015.

    Iraks premierminister, Mustafa al-Kadhimi, skulle have besøgt Saudi-Arabien mandag. Men det er blevet udsat på grund af kong Salmans indlæggelse.

    /ritzau/AFP