Mindst 100 skal i karantæne efter coronaudbrud i norsk by

    Over 100 personer skal i karantæne efter et smitteudbrud i den norske by Bergen.

    Det sker, efter at tre mennesker er testet positive for coronavirus i de seneste dage. Det oplyser Bergen kommune.

    Myndighederne ved, at de tre smittede har opholdt sig i indkøbscentre, træningscentre og har brugt kollektiv transport.

    Foreløbig er der tale om, at et trecifret antal mennesker kan være smittet.

    – Arbejdet med smittesporing er ikke færdigt endnu. Vi tror, at der kommer til at være langt over hundrede i karantæne, når vi er færdige, siger Brita Øygard, der er direktør for sundhedsmyndighederne i Bergen, til Bergens Tidende.

    Bergen kommune arbejder stadig med at finde ud af, hvor de tre personer har været. Myndighederne er i gang med at ringe rundt til andre, der har opholdt sig de samme steder.

    – Jeg ved ikke, om vi når at ringe til alle i dag, siger Brita Øygard.

    Hun tilføjer, at det ikke er alle potentielt smittede, der stadig opholder sig i Bergen. Personer, der har forladt Bergen, må lade sig teste i de kommuner, de er taget til.

    En af de tre smittede er en mand fra den norske flådes base i Bergen. Han blev indlagt med coronasmitte inden weekenden.

    Tidligere søndag kom det frem, at 40 personer fra forsvaret er sat i karantæne, fordi de har været i kontakt med den smittede.

    /ritzau/NTB