Stopper vender hjem til Holland efter fem år i Superligaen

    Efter fem år i Superligaen rykker Kees Luijckx hjem til Holland.

    Den hollandske fodboldklub Roda JC skriver på sin hjemmeside, at den 34-årige forsvarsspiller er hentet til klubben.

    Luijckx kom til Sønderjyske i 2015 og var året efter med til at vinde sølv med klubben. I januar i år skiftede han til Silkeborg, som rykkede ned i 1. division.

    Tilsammen har han spillet 132 superligakampe for klubberne og scoret 12 mål.

    Luijckx har en fortid i de hollandske klubber AZ Alkmaar, Excelsior, ADO Den Haag og Roda.

    Han har også repræsenteret græske Niki Volou og ungarske Videoton FC.

    /ritzau/