Nødsituation sender danske F-16-fly på vingerne

    Flere danske F-16-fly har ved middagstid fløjet med særdeles høj fart op gennem Jylland på grund af en nødsituation.

    Det oplyser Forsvarets Operationscenter.

    – Der var en alvorlig grund til, at de skulle flyve stærkt, siger den vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter, som ikke kan uddybe yderligere.

    Det er dermed uvist, hvad den pågældende “nødsituation” består i.

    Samtidig med, at de danske F-16-fly fløj mod nord over Jylland, er et fly fra selskabet Ryanair landet i lufthavnen Gardermoen uden for Oslo efter at have modtaget en bombetrussel.

    Hvorvidt det er denne hændelse, som har fået de danske F-16-fly på vingerne, ønsker Forsvarets Operationscenter hverken at be- eller afkræfte.

    På Twitter skriver norsk politi:

    – Flyet er landet trygt på landingsbanen. Situationen er uafklaret. Vi er på vej med store styrker.

    F-16-flyene brød lydmuren på turen op gennem Jylland, hvilket medførte høje brag.

    /ritzau/