Større passagertrafik i lufthavn fører til flere coronatest

    I takt med at flere og flere er begyndt at flyve til og fra Danmark, er antallet af test for coronavirus blevet udvidet i Københavns Lufthavn.

    Det skriver DR.

    I en måned har der ligget et testcenter i lufthavnen, hvor rejsende har kunnet få foretaget en coronatest. Den er gratis og behøver ingen tidsbestilling.

    Siden åbningen af centret har efterspørgslen været så stor, at der nu er blevet åbnet for flere test.

    Ud over at det er muligt at blive testet fra klokken 06 til 24, er antallet af teststationer udvidet fra to til otte.

    Det har allerede gjort en væsentlig forskel, fortæller Birgitte Rosenquist, der er leder af testcenteret, til DR.

    Mens der i sidste uge blev testet omkring 200 personer om dagen, blev der torsdag testet cirka 900.

    Ifølge Københavns Lufthavn har antallet af rejsende i lufthavnen været stigende hen over de seneste uger. Der er dog stadig et godt stykke op til det normale niveau for sommeren.

    /ritzau/