Danske Bank nedskriver for milliarder og tjener mindre

    Som følge af blandt andet coronakrisen har Danske Bank i første halvår lavet store nedskrivninger på udlån.

    Det har været med til at sende bankens overskud markant ned. Det fremgår af halvårsregnskabet fra Danmarks største bank.

    I årets første seks måneder er der i alt nedskrevet for 5,3 milliarder kroner. Det er markant mere end de 0,5 milliarder kroner, der blev nedskrevet for i samme periode sidste år.

    Nedskrivninger er penge, som banker ikke længere regner med at få tilbage.

    De store nedskrivninger i første halvår har sendt Danske Banks overskud ned til 1 milliard kroner. Det er noget mindre end de 7 milliarder kroner, der blev tjent i første halvdel af sidste år.

    Tilbagegangen kommer også til at betyde fyringer blandt medarbejderne, varsler bankens ledelse.

    – For at sikre de nødvendige fremskridt vil vi igangsætte yderligere omkostningstiltag, hvilket desværre også vil betyde, at vi må sige farvel til flere medarbejdere, siger topchef Chris Vogelzang i en kommentar til regnskabet.

    /ritzau/