En medarbejder hos Twitter kan være ansvarlig for onsdagens store hackerangreb på det sociale medie. Det skriver det amerikanske medie Vice torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Vice citerer screenshots af hjemmesider og to anonyme kilder, der angiveligt var med i angrebet.
– Vi brugte en repræsentant (fra Twitter), der helt bogstaveligt gjorde alt arbejdet for os, siger en af de anonyme kilder til Vice.
Den anden kilde oplyser til mediet, at de betalte medarbejderen for at give dem adgang til adskillige prominente konti.
Ifølge de anonyme kilder blev de mange Twitter-konti overtaget ved at bruge et internt værktøj hos Twitter.
De oplysninger bakkes op ad adskillige screenshots af værktøjet, som Vice er kommet i besiddelse af.
– Vices historie er dybt bekymrende, da platforme som Twitters har så stor indflydelse, siger Alan Woodward, der er professor hos centret for cybersikkerhed ved University of Surrey i Storbritannien, til nyhedsbureauet AFP.
– Det kunne tyde på, at ingen enkeltstående person bør have adgang til de her interne værktøjer. Det er sværere at bestikke fire øjne end to, siger han.
/ritzau/











