Tyske bordeller holder åbent hus i protest mod nedlukning

    Bordeller over hele Tyskland vil torsdag holde åbent hus. Det sker i protest med nedlukningen af branchen, der efterhånden presser tusindvis af sexarbejdere hårdt på økonomien.

    Arrangørerne af åbent hus-arrangement mener, at der igen kan gives grønt lys til at åbne for bordeller, hvis de overholder stramme krav for hygiejne.

    Laura, der er leder for Lauras Girls i Karlsruhe, siger, at hun må dreje nøglen om, hvis ikke hun senest i september kan genåbne sit bordel.

    Hun har længe forsøgt at komme i dialog med de ansvarlige politikere.

    – Vi bliver ikke hørt, siger Laura, der ikke ønsker at oplyse sit efternavn til nyhedsbureauet dpa.

    Hun mener, at restriktionerne, der er indført for at bremse smittespredningen i Tyskland, presser sexarbejdere ud i ulovligt arbejde.

    Der er ifølge dpa ingen pålidelige data for, hvor mange sexarbejdere der er i Tyskland.

    I 2018 registrerede 32.800 personer sig som sexarbejdere i forbindelse med en ny lovgivning, der blandt andet skal beskytte prostituerede.

    Mange sexarbejdere registrerer sig dog kun, hvis de er tvunget til det – eksempelvis, hvis deres arbejdsgiver kræver det.

    Torsdagens åbent hus-arrangement sker under sloganet “ingen sex – kun oplysning”.

    I sidste weekend gik 400 prostituerede og bordelejere på gaden i Hamburg i protest mod nedlukningen af branchen.

    Demonstrationen fandt sted i Hamborgs famøse red light district i Reeperbahn.

    /ritzau/dpa