Hackere støttet af den russiske regering i Kreml forsøger at stjæle data fra forskningsprojekter, der arbejder med udvikling af en vaccine mod coronavirus.
Sådan lyder det torsdag fra Storbritanniens nationale center for cybersikkerhed (NCSC).
Hackerne forsøger ifølge NCSC at hacke sig ind hos både akademiske institutioner og hos medicinalselskaber. Og kampagnen foregår over hele verden.
– Vi fordømmer disse afskyelige angreb mod folk, der gør et vigtigt arbejde for at bekæmpe coronapandemien, siger Paul Chichester, operativ chef hos NCSC.
I en fælles erklæring fra efterretningstjenester i Canada, USA og Storbritannien påstås det, at angrebene er udført af hackergruppen APT29. Gruppen er bedre kendt under navnet Cozy Bear.
Ifølge de vestlige sikkerhedstjenester er Cozy Bear en del af den russiske efterretningstjeneste.
Ifølge NCSC finder gruppens angreb stadig sted. Gruppen benytter sig af en række forskellige teknikker såsom “spear-phishing og såkaldt malware.
– APT29 vil formentlig fortsætte med angreb målrettet organisationer, der arbejder med forskning og udvikling af coronavaccine, lyder det i en erklæring fra NCSC.
/ritzau/Reuters











