En fodgænger er omkommet i en højresvingsulykke i Brønshøj sent onsdag aften.
Ulykken skete, da en personbil kom kørende ned ad Frederikssundsvej i Brønshøj og drejede til højre ned ad Elmelundevej, oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Sveistrup.
– Vi fik anmeldelsen klokken 22.40. Bilinspektøren er på stedet i øjeblikket for at undersøge omstændighederne, siger han natten til torsdag.
De pårørende er endnu ikke underrettet, og derfor kan politiet ikke oplyse om køn eller alder på fodgængeren.
Politiet har ikke anholdt føreren af personbilen, da der hverken er fundet tegn på alkohol eller for høj fart.
/ritzau/











