Efter flere år med mange butiksåbninger er der skiftet strategi hos detailkæden Flying Tiger Copenhagen, som i stedet vil vokse i de eksisterende butikker.
Det er dog forbundet med en del udgifter, og sidste år har kæden tabt 224 millioner kroner efter skat. Det viser regnskabet fra Flying Tiger Copenhagen.
På den positive side kan kæden glæde sig over, at sidste års tab ikke er lige så stort som året før, hvor der blev tabt 541 millioner kroner.
Positivt er det også, at kædens driftsresultat – nettoresultatet før finansielle poster og skat – er steget til et plus på 68 millioner kroner fra et minus på 210 millioner kroner året før.
Til Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans, forklarer Martin Jermiin, der er administrerende direktør i Flying Tiger Copenhagen, at sidste års store minus på bundlinjen har været forventet og planlagt.
– Både vi og vores stakeholders (interessenter, red.) er glade for det resultat, vi har leveret.
– Det koster penge at rydde op, men i forhold til den vej, vi er på, og det driftsoverskud vi genererer, er vi godt tilfredse med resultatet, siger han til Finans.
Ved udgangen af sidste år havde Flying Tiger Copenhagen i alt 909 butikker på verdensplan. Det var inklusive “joint ventures”, der er samarbejder med andre virksomheder.
Til sammenligning var der 915 butikker et år tidligere.
/ritzau/











