Simon Kjær skifter til AC Milan på en permanent aftale

    Simon Kjær skifter fra Sevilla til AC Milan på en toårig kontrakt.

    Det bekræfter Milan i et opslag på Twitter, efter at Sevillas sportsdirektør havde fortalt om handlen til TV2 Sport.

    Ifølge sportsdirektøren gør Milan brug af en købsoption i lejekontrakten og betaler 3,5 millioner euro, som svarer til 26 millioner kroner.

    Den 31-årige forsvarsspiller har været lejet ud til AC Milan siden januar.

    Forinden var han på leje hos de italienske ligakonkurrenter fra Atalanta uden den store succes.

    I Milano-klubben har landsholdsanføreren til gengæld været brugt flittigt, og efter coronapausen har han fået fuld spilletid i fem ud af syv kampe.

    Simon Kjær har været vidt omkring i sin karriere og spillet i en række af de største fodboldligaer i Europa.

    Efter karrierens indledning i FC Midtjylland gik turen til Palermo, hvorfra han tog til Wolfsburg. Han blev lejet ud til AS Roma og rykkede senere videre til Lille.

    To år i Frankrig blev efterfulgt af to i Tyrkiet, hvor Simon Kjær tørnede ud for Fenerbahce, før han tog til Sevilla.

    Han er noteret for 95 kampe for det danske landshold.

    /ritzau/