Passagertog kørt af sporet i Holland og mindst en er død


    Et passagertog er forulykket i det østlige Holland tirsdag formiddag.

    To personer er omkommet, oplyser borgmesteren i byen Dalfsen, Han Noten, ifølge De Telegraaf. Blandt de omkomne er togføreren, skriver den hollandske avis.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Adskillige er kvæstet i ulykken, som ifølge lokale medier er forårsaget af en kollision mellem toget og en mobil kran.

    Der er i øjeblikket modstridende meldinger om, hvorvidt der er en eller to omkomne.

    En hollandsk radiostation meddelte ifølge nyhedsbureauet Reuters først, at der var to døde. Nu lyder det, at en person har mistet livet.

    Sammenstødet med kranen afsporede toget, og flere vogne er væltet om på siden.

    Ulykken skete omkring klokken ni tirsdag formiddag.

    Omkring 10 ambulancer er på ulykkesstedet.

    Der er endnu ikke overblik over antallet af kvæstede.

    /ritzau/